Menu

Menu

Nyheder fra Matematikcenter

Tilbage til feed

Sådan åbner vores lektiecaféer under Corona

Nyheder

Fra mandag den 31. august er det tid til at Matematikcenters lektiecaféer åbner efter sommerferien. Læs her hvordan Matematikcenter håndterer Corona-situationen og hvordan du skal forholde dig, hvis du ønsker at deltage i én af vores lektiecaféer.

Matematikcenters lektiecaféer foregår på uddannelsesinstitutioner og biblioteker i hele landet. Det er vigtigt, at alle der deltager i lektiecaféerne følger myndighedernes retningslinjer samt institutionens eller bibliotekets anvisninger. 

Matematikcenters frivillige er instrueret i, hvordan de skal forholde sig i lektiecaféerne under Corona. Hvis du er i tvivl om regler og retningslinjer, så spørg de frivillige. Eller du kan kontakte Matematikcenters frivilligkoordinator, Karin Rahbek.

Sundhedsstyrelsens retningslinjer i forhold til covid-19 er gældende i Matematikcenters lokale lektiecaféer:

  • Husk at benytte håndsprit inden du går ind i lektiecaféen og når du forlader den.
  • Vær opmærksom på, om den skole/bibliotek lektiecaféen afholdes på, har særlige tiltag der skal gøres, f.eks. at spritte bordet af efter brug.
  • Hold afstand til hinanden og de frivillige matematikhjælpere.
  • Tavle/whiteboard vil benyttes i mange uddybningssituationer, så hav egen tus med til dette formål.
  • Du vil måske opleve, at en frivillig matematikhjælper bærer maske. Det er for at beskytte sig selv og sine omgivelser.
  • Udviser du symptomer på sygdom, skal du blive hjemme og i stedet bruge Matematikcenters online lektiecafé, Webmatlive.

Matematikcenter laver en langsom genåbning af sine lektiecaféer. Det er derfor ikke alle lektiecaféer, som er åbne endnu. Se under hver enkelt lektiecafé, hvornår de åbner.

Se alle vores lektiecaféer her

Bor du langt fra en åben lektiecafé og har du brug for hjælp til matematik? Se mere på vores hjemmesider: Webmatlive.dk, eller Webmatematik.dk