”Det er svært, når man ikke må have hjælpemidler med”
Matematikcenters Eksamenscaféer hjælper elever med at forberede sig på deres skriftlige og mundtlige matematikeksamen. Vi har spurgt nogle af de tilmeldte elever, hvad de forventer at få ud af at deltage i Eksamenscaféerne.
Camilla Lynggaard læser matematik på VUC Aarhus. Hun skal ligesom mange andre snart til matematikeksamen. Det er særligt vigtigt for hende at bestå matematik på b-niveau. Hun skal nemlig bruge det for at komme videre i sit uddannelsesforløb. Hun har derfor valgt – sammen med mere end 300 andre elever fra hele landet - at tilmelde sig Matematikcenters Eksamenscaféer, så hun kan få hjælp til at forberede sig inden eksamen.
Hvordan har du det med at gå til eksamen?
Jeg har det ikke så godt med at gå til eksamen. Ved tidligere eksamener har jeg ikke kunnet sove to dage efter, fordi jeg havde kørt mig selv så meget op.
Hvordan har du tænkt dig at forberede dig inden din eksamen i matematik?
Vi har fået spørgsmål som vi skal have forberedt. Jeg har tænkt mig at tage til denne her Eksamenscafé, mødes med min studiegruppe og se alle videoer på frividen.dk
Hvad er særligt svært ved at skulle til matematikeksamen?
Det er svært at man ikke må have hjælpemidler med. Især når man er en, der har lidt svært ved det logisk-matematiske
Hvad er det især du skal have hjælp med inden eksamen?
Jeg har især brug for hjælp til det mundtlige. Det er svært at formulere sig på det rigtige matematiksprog. På min skole øver vi os ved at aflevere mundtlige opgaver.
Jeg kunne godt bruge hjælp til at få styr på matematikken. For mig hjælper det at have en slags opskrifter at følge. Det prøver jeg at lave til mig selv. Det kunne jeg godt bruge hjælp til inden eksamen.
Mentale redskaber som kan bruges under forberedelsen
Stine Hansen, der går i 3.g på Christianshavns Gymnasium, er tilmeldt Eksamenscaféen i København. Her deltager ca. 200 elever og næsten 40 frivillige lektiehjælpere.
Hun ser Eksamenscaféen som en mulighed til at blive mere sikker i emnerne, der kan dukke op i den skriftlige prøve i matematik. Hun vil særligt gerne have hjælp til opgaverne uden hjælpemidler og opgaver med differentialligninger og vektorer.
Hvordan har du det med at gå til eksamen?
Det er nervepirrende!
Hvordan har du tænkt dig at forberede dig inden din eksamen i matematik?
Jeg vil sidde kigge på gamle afleveringer og samle de vigtigste ting i en fil og kigge på gamle opgaver, som jeg ikke har lavet før.
Hvad er særligt svært ved at skulle til matematikeksamen?
At man glemmer formler. Og så jeg det meget med at sige til mig selv, at enten er det hele opgaven jeg skal lave ellers er ikke godt nok – også selvom man får point for hver skridt man tager.
Hvad regner du med at skulle have hjælp til i Eksamenscaféen?
Især med dem (matematikeksamen red.) uden hjælpemidler, de sværeste med hjælpemidler og differentialligninger og vektorer
Hvad håber du på at få ud af Eksamenscaféen?
At jeg får en del mentale redskaber med hjem, som jeg vil kunne bruge, når jeg læser op til matematik A.
Eksamenscaféerne foregår:
- København, tirsdag den 19. maj kl.17.00-20.00
- Aalborg, tirsdag den 19. maj kl.16.00-20.00
- Odense, onsdag den 20. maj kl. 17.00-20.00
- Aarhus, onsdag den 20. maj kl.16.30-19.00