Menu

Menu

Nyheder fra Matematikcenter

Tilbage til feed

Erhvervsskoleelever former fremtidens lektiehjælp i matematik

Nyheder

Non-profitorganisationen Matematikcenter vil sammen med unge fra uddannelserne indenfor Teknologi, Byggeri og Transport undersøge, hvilken lektiehjælp, der fungerer bedst i hverdagen. Målet er motiverede elever, som selv er med til at finde de gode løsninger.

Matematik er et helt centralt fag på mange erhvervsuddannelser, men det er samtidig også et fag, der ofte beskrives som et nederlagsfag, der påvirker elevernes indlæring, motivation og muligheder for at opnå deres fulde potentiale i matematik. Samtidig har erhvervsuddannelserne i mange år været indehaver af den højeste frafaldsprocent sammenlignet med andre uddannelser. Faktisk stopper næsten halvdelen af dem, der begynder på en erhvervsuddannelse før tid.

Matematikcenter er en nonprofitorganisation, der tilbyder gratis lektiehjælp til børn og unge. Målet er at skabe lige muligheder for læring og at gøre matematikken forståelig for alle. Organisationen igangsætter nu en undersøgelse, der sigter mod at forstå erhvervsskoleelevernes ønsker og behov for lektiehjælp i matematik. Unges perspektiver og input danner fundamentet for undersøgelsen:

“Mange af de elever, som søger mod erhvervsskolen, er elever, som i folkeskolen oplevede skoletræthed og udfordringer med undervisningen. Matematikcenters undersøgelse er vigtig, fordi den giver eleverne en stemme. Den vil give viden om, hvordan man bedst muligt kan tilrettelægge en lektiehjælp i matematik med udgangspunkt i elevernes ønsker, som er med til at mindske frafaldet på erhvervsuddannelserne,” siger Lucas Nørregaard, regionsordfører for Erhvervsskolernes Elevorganisation.

 

Elevernes stemme er i centrum

 For at sikre konkrete og bæredygtige anbefalinger, inddrager undersøgelsen også̊ repræsentanter fra erhvervsskolesektoren, relevante vidensaktører og frivillige fra Matematikcenter. Bolette Møller Jensen, der er Sekretariatsleder for Matematikcenter, understreger;

”Matematikcenter har et velafprøvet koncept for gratis lektiehjælp i matematik på ungdomsuddannelserne, men vi har længe ønsket at tilpasse vores model til elever på erhvervsuddannelserne. Med en bevilling fra Tuborgfondet bliver det nu muligt at sætte eleverne i førersædet, så det bliver deres stemme og oplevelser, der former løsningerne.”

Tuborgfondet støtter bl.a. unges vej fra ungdomsliv til arbejdsliv:

"Vi ønsker at give flere unge en god start på arbejdsmarkedet og støtter aktiviteter, der giver unge erfaringer og kompetencer, der danner grundlag for et godt arbejdsliv - vi glæder os til at følge projektet og høre erhvervsskoleelevers idéer til, hvordan attraktiv lektiehjælp kan se ud," siger Pernille Brems, programansvarlig for Arbejdsmarked i Tuborgfondet.