Fortælling fra lektiecafé besøg på Tårnby gymnasium

Fortælling fra lektiecafé besøg på Tårnby gymnasium

Jeg besøger Tårnby Gymnasium en solrig sensommer-eftermiddag. Det er første gang, Matematikcenters lektiehjælpscafé på gymnasiet er åben siden coronanedlukningen. Det er samtidig starten af et nyt skoleår, hvor lektiehjælpscaféen ikke er kendt blandt de nye 1. g’ere. Oveni købet kommer pedellen og sætter reklamebanneret op lige kl. 15.20. Han siger, at han plejer at have den sat op fra morgenstunden, så eleverne ser den og bliver mindet om den i løbet af dagen. Det er ikke sket i dag, der samtidig er den første dag efter en meget lang lukningsperiode. Pedellen kommer tilbage med et rullebord med chokoladescones og saftevand. Skolen ønsker at gøre det hyggeligt for eleverne at komme i lektiehjælpscaféen, og de har erfaring for at hele klasser kan komme og få lavet opgaver og få hjælp.

1.g’erne Arthur og Niobe står og venter, og jeg får talt med dem. Det er første gang, de skal i lektiehjælpscaféen. De fortæller, at de har hørt om den fra hhv. en matematiklærer, der har gjort god reklame for den, og fordi den er nævnt på elevernes skoleskema. Der er også reklamer på skolens info-tavler.

Arthur og Niobe har begge talt med en kammerat om at gå herned sammen, men de er begge blevet syge, så de er kommet alene, men kender hinanden, da de går i samme klasse. Dog ikke samme matematikklasse, da eleverne bliver inddelt på matematikhold efter deres karakterer i matematik i folkeskolen. Arthur fortæller, at han er kommet i den bedste matematikklasse, fordi han havde gode karakterer i folkeskolen, men har han i mellemtiden været et år på high school i USA, hvor han har spillet basket og ikke haft matematik overhovedet. Så han synes han er kommet bagefter og ikke er så god til matematik, og han kommer i cafeen for at få hjælp. Niobe føler sig ikke særlig god til matematik, og hun har brug for hjælp til at forstå det. ”Jeg kan slet ikke forstå det”, som hun siger. Arthur erklærer sig helt enig. De har begge en opgaveaflevering på søndag, som de konkret er kommet for at få hjælp med.

Ingen af de to elever havde hørt om Matematikcenter før.

Klokken har passeret 15.30, og uddannelseslederen Maria, der er kontakt til Matematikcenter kommer og siger, at de frivillige er på vej. De troede, at det var et andet sted på skolen. Der kommer fire frivillige, der går i gang med at hjælpe Arthur og Niobe.

Den frivillige, der har været her også før Corona, siger til mig, at Tårnby Gymnasium gør det virkelig godt. ”Det er superfedt, at de stiller boller og saft op, og de giver os gode lokaler og reklamerer godt for lektiecafeen på skolen”, fortæller den frivillige. Karin fra Matematikcenter skal også komme på morgensamling og fortælle om caféen. Da der desværre ikke er kommet flere elever, går Maria ind i en klasse, hvor der sidder elever også arbejder på afleveringer, de er forsinkede med og derfor skal blive på skolen og lave – eleverne kalder det ”skrivefængslet”. Hun får to 3.g’ere til at komme ud og tale med mig. James og Rasmus har begge brugt lektiehjælpscafeen sidste år, da de gik i 2.g og der afsluttede matematik.

James kom i caféen gennem næsten hele 2. g. Han havde svært ved at følge med i matematik. ”Det var rigtig godt at jeg kunne få den der 1-til-1-tid i lektiehjælpscafeen, som man ikke kan få med sin lærer, der skal have hele klassen. Der er meget lidt tid til den enkelte, og der er uro”, siger James. ”Min motivation for matematik steg, og det lykkedes mig at få et godt fagligt udbytte. Jeg var bange for at få 02, men det lykkedes at få mere”, siger han med et stort grin.

Rasmus kom i caféen fire gange i 2.g. Han kom primært, når han skulle have hjælp til afleveringer. ”Jeg ville gerne have forklaret nogle emner. Jeg havde svært ved at forstå matematik. Jeg fik meget ud af det, og jeg blev stærkere”, fortæller han. ”Jeg fik nogle andre værktøjer. Jeg glædede mig derfor også mere til matematik, og så forberedte jeg mig også mere til timerne”. James fortæller, at han var god til matematik i folkeskolen, men i gymnasiet gjorde han ikke så meget ved det, og så blev det hurtigt svært - og for svært.

Rasmus fortæller, at det har været gode frivillige i cafeen. ”De har været gode til at hjælpe og forklarede det bedre end lærerne. I lektiecaféen kan man stille dumme spørgsmål, og der er fokus på en og tid til det”. James afslutter med at sige: ”Det er hyggeligt med lokalet og boller og saft. Derhjemme sad jeg bare og blev frustreret over det, jeg ikke kunne finde ud af”.