Menu

Menu

Nyheder fra Matematikcenter

Tilbage til feed

I dag fejrer vi Matematikcenters enestående frivillige!

Nyheder

I dag fejrer vi Matematikcenters enestående frivillige!

Frivillig Fredag som hvert år falder den sidste fredag i september, er en dag hvor vi i Matematikcenter kan få lov til at hylde vores fantastiske frivillige.  

Det er dem, der står klar med åbne arme i vores lokale og online lektiecaféer, til at hjælpe elever der har brug for ekstra hjælp i matematik. Det er i lektiecaféerne at de får løftet matematikken op fra papiret og skabt succesoplevelser med elever, der tager derfra med en større forståelse for matematik. Vi er vilde med det engagement vores frivillige lægger for dagen, der i den grad binder Matematikcenter sammen, og som træder til for de elever der har brug for hjælp.

Herunder kan du møde tre af vores seje og dygtige frivillige, der fortæller lidt om, hvordan det er at være matematikhjælper.

Anders

Hvad kan du godt lide ved matematik?

Matematikken er ret fantastisk på den måde som alting hænger logisk sammen på. Det er ikke ligesom i mange andre fag i skolen hvor der er mange ting man bare bliver nødt til at huske udenad (grammatik, kemiske formler osv.). Det er nok også det der er årsagen til at mange elever kan få en "åbenbaring" når de endelig gennemskuer hvordan en opgave skal løses: Det er fordi de endeligt ser hvordan det hele hænger sammen!

Hvad gjorde, at du valgte at komme tilbage til Matematikcenter? 

I Coronatiden havde jeg gået og manglet noget socialt sammenhold, og det er jo især det man kan få igennem frivilligt arbejde. Når der ikke lige er nogle elever der har spørgsmål kan man jo lige snakke lidt med de andre frivillige og danne nogle nye sociale kontakter på den måde.

Hvad er den vigtigste opgave for dig som frivillig?

Det er at skabe et godt og behageligt miljø hvor de studerende kan komme og føle sig velkomne og hvor de kan stille alle de spørgsmål, både gode og dumme, de måtte have. Derudover er den største udfordring at være i stand til at forklare de matematiske koncepter på en intuitiv måde og at kunne møde den studerende på det forståelsesniveau han/hun befinder sig på.

Hvad har det givet dig personligt at være lektiehjælper?

Det at være lektiehjælper i Matematikcenter giver mig en mulighed for at give lidt tilbage til samfundet. Det føles godt at kunne gøre en forskel for de studerende.

Jeg føler det også lidt som om at når man har taget en uddannelse med en masse matematik på universitetet er det ligesom at man får en motor i et hjørne af sin hjerne der har godt af at blive kørt lidt op i omdrejninger en gang imellem. Sådan en matematik-hjerne-motor skal ikke bare køre i tomgang eller stå stille :-). 

Hvorfor skal folk komme i Matematikcenters lektiecafé?

Det skal de fordi matematik er et af de helt store forhindringer i mange personers ambitioner om at komme ind på eller videre på deres drømmestudie. På mange studier er den matematik man får brug for faktisk ikke særlig avanceret, men man skal alligevel kunne bestå et avanceret matematik introkursus for at bevise at man i hvert fald har rigtigt godt styr på den lidt mere simple matematik. Det vil være så ærgerligt hvis folk skulle give op overfor deres drømmestudie bare fordi de ikke kunne overvinde den udfordring som matematikken udgør.

Har du nogle gode råd til andre personer, der overvejer at blive frivillige?

Jeg synes bare folk skulle prøve det af, selv om de måske ikke er sikre på hvor meget tid de har til det. Hvis man kontakter organisationen man er interesseret i (fx Matematikcenter) så kan de sikkert ordne det således at man kan få lov til at prøve det uden at skulle forpligte sig til et stort tidsengagement, så det er bare at kaste sig ud i det og se hvor det fører hen.

Lars

Vil du kort skrive lidt om dig selv og hvad du laver til dagligt?

Jeg er civilingeniør men er gået på pension for 4 år siden - for ikke at komme til at kede mig har jeg mit eget firma, hvor jeg arbejder som konsulent for et dansk firma.

Hvad kan du godt lide ved matematik?

Den logiske opbygning og fornemmelsen af sejr, når man løser en vanskelig opgave.

Hvad er den vigtigste opgave for dig som frivillig?

At få eleverne til at forstå hvorfor opgaverne løses som de gør - for mange er det også vigtigt at få dem til at forstå at det ofte ikke er matematiske færdigheder de mangler men rent sproglige. Når man ikke ved hvad en drage eller en kuglegrill er for noget, kan man slet ikke forstå, hvad der spørges om da man ikke har den geometriske form i hovedet. Også at gøre dem klart at matematik ikke blot er et skolefag men et vigtigt redskab i en lang række jobs.

Kan du fortælle om en god oplevelse, du har haft som frivillig i Matematikcenter?

Dem har vi mange af - en stor del af det at være frivillig består jo også i samværet med de andre frivillige (og vi har et fint team i Sønderborg) men også snakken med eleverne som ofte ikke har noget med matematik at gøre. Vi har mange indvandrere, der kommer hver uge (kun piger for drengene har jo ikke brug for nogen form for hjælp). Pigerne er meget målbevidste og har drømme om fremtiden som de ved kun kan opfyldes, hvis de også bliver gode til matematik.

Nu er det jo meget længe siden vi har været aktive så nyere oplevelser er der jo ingen af: Mange af de bedste oplevelser har jo ikke noget med matematik at gøre men er rent medmenneskelige.

Hvad har det givet dig personligt at være lektiehjælper?

Gode venner i form af andre matematikfrivillige, indsigt i de unges problemer og af og til følelsen af at have gjort en forskel for et ungt menneske.

Hvorfor skal folk komme i Matematikcenters lektiecafé?

Dels er vi utroligt rare ;-) vi uddeler ikke karakterer og vi har god tid til at forklare tingene til bunds og på forskellige måder. Vore metoder læres ikke på seminarierne men de virker ret godt. Vi har kun ingeniører og tidligere gymnasielektorer på holdet så alle taler af erfaring.

Har du nogle gode råd til andre personer, der overvejer at blive frivillige?

Gør det! 

Vi har allesammen godt af at realisere at ikke alle har det lige nemt og baggrundene for at det er som det er - måske færre ville være så negative over for "de unge" og specielt indvandrerne... og så er det da god træning for den øverste etage at blive udfordret mindst en gang om ugen ;-)

Erik

Hvad kan du godt lide ved matematik?

Matematik er et fag, der på den ene side er præget af en struktureret, abstrakt og meget stringent tankegang, og på den anden side har mange forskellige, vigtige og meget konkrete anvendelser. - Og så har jeg altid haft ret let ved matematik.

Du er meget aktiv i Matematikcenter ikke kun som lektiehjælper, så hvad giver det dig, at din viden og faglighed kommer i spil udover i lektiecaféen? 

Jeg er pensionist efter 40 år som gymnasie- og hf-lærer i matematik og fysik. Jeg er glad for stadig at kunne bruge min gamle faglighed til at gøre lidt gavn.

Hvad er den vigtigste opgave for dig som frivillig?

Det vigtigste er selvfølgelig at hjælpe elever og kursister, som har svært ved matematik, til at blive dygtigere - og til ikke at give op, og helst også finde glæde i arbejdet med matematikken.

Hvorfor skal folk komme i Matematikcenters lektiecafé?

Lektiecafeen er vel for alle, der har brug for hjælp til at forstå matematikken og til at løse matematiske problemer. Den er både for dem, der lige skal bruge fem minutters hjælp til et konkret problem, og for dem, der alene eller i en gruppe har brug for (og som kan finde tid til) længerevarende assistance.

 

Har du lyst til at blive frivillig hos Matematikcenter og være med til at hjælpe børn og unge med matematikken? Så send en mail til Matematikcenter på info@matematikcenter eller se mere på her