Menu

Menu

Nyheder fra Matematikcenter

Tilbage til feed

Fra hjemløse til matematik

Nyheder

Tidligere direktør i projekt UDENFOR ny sekretariatsleder i Matematikcenter

Ninna Hoegh tiltræder som ny sekretariatsleder i Matematikcenter. Ninna kommer fra en stilling som direktør for hjemløseorganisationen projekt UDENFOR.

»Jeg er glad for at få en flot modtagelse i en ny organisation hvor jeg får lov til at være med til at styrke en organisation med stort potentiale og en stærk tradition for at hjælpe de elever, som kæmper med matematik.« siger Ninna Hoegh.

Bestyrelsesforkvinde i Matematikcenter, Hannah Pettersson, fortæller, at de ser frem til at følge udviklingen i organisationen med Ninna i spidsen.

»Vi har set meget frem til at byde Ninna velkommen. I Ninna får vi en erfaren leder med et stort netværk. Hun kan være med til at løfte Matematikcenter op på et nyt niveau, sådan at vi kan hjælpe endnu flere elever i hele landet.«

Har arbejdet med en af de mest udsatte grupper i Danmark

I nogles øjne er der måske langt fra indsatser for og med hjemløse til lektiehjælp i matematik for børn og unge. Ifølge Ninna er der dog én ting de to organisationer har til fælles: nemlig at gøre en indsats for udsattes muligheder og rettigheder i livet.

»Børn og unge fra uddannelsesfremmede hjem er i større risiko for at stå uden uddannelse og job. I Danmark er der 70.000 unge, som hverken er i gang med uddannelse eller er i beskæftigelse. I Matematikcenter giver vi alle, uanset baggrund og fagligt udgangspunkt, mulighed for at styrke deres matematiske kompetencer og nå deres fulde uddannelses- og jobpotentiale.«

Fokus i de kommende år

Ifølge Ninna bliver den vigtigste opgave i de kommende år at udbrede kendskabet til Matematikcenter og de indsatser i organisationen, der viser anvendt matematik.

»Matematikcenter er den eneste organisation i Danmark, som fokuserer på gratis lektiehjælp i matematik til børn og unge. Vi har en stor gruppe af dedikerede frivillige matematikeksperter, som bare brænder for at hjælpe og støtte de unge. Så vi skal nå meget bredere ud.«

Og med de rette ressourcer og partnerskaber med både virksomheder og fonde kan Matematikcenter ifølge Ninna hjælpe mange flere unge til at trives med matematik og til at gennemføre deres drømmeuddannelse. Gennem partnerskaber med bl.a. virksomheder kan Matematikcenter også vise, hvad matematikken bruges til. Det kan gøre matematikken lettere at forstå, når en medarbejder i en virksomhed fortæller, hvordan han eller hun anvender matematik i sit arbejde.

»Jeg har virkelig fået øjnene op for, hvor meget matematik der er i vores hverdag. Du kommer ikke uden om matematik, uanset hvad du beskæftiger dig med. Derfor mener jeg også vi skal have styrket og sat fokus på vores indsats ”Der er matematik i alt” i samarbejde med virksomhederne. Så kan vi udvikle spændende og motiverende materiale, der viser, at der er matematik i alt og som kan anvendes af undervisere, børn, unge og deres forældre.«

Matematikcenter har lektiecaféer i hele landet og driver den online lektiecafé, webmatlive.dk. Lige nu er lektiecaféerne gået på sommerferie. Men man kan stadig få hjælp til sin mundtlige matematikeksamen på webmatematik.dk/eksamen.

Læs omtale i Altinget: Civilsamfund