Spar Nord: "Et initiativ som Matematikcenters fortjener en økonomisk håndsrækning"
Spar Nord støtter frivilligorganisationen Matematikcenter i Silkeborg. Støtten betyder, at endnu flere elever fra folkeskolerne, ungdomsuddannelserne samt voksenuddannelserne kan få gratis lektiehjælp i matematik.
Hver uge tilbyder frivilligorganisationen Matematikcenter gratis lektiehjælp i matematik på Silkeborg Hovedbibliotek. Det vil de fortsætte med, bl.a. fordi Spar Nord Fonden, på opfordring fra den lokale afdeling i Silkeborg, har valgt at støtte op omkring projektet.
”Vi har valgt at støtte op omkring Matematikcenter på baggrund af et fælles socialt ansvar, som jeg mener at vi har over for vores unge mennesker i forhold til færdiggørelse af deres uddannelse”, fortæller Steen Kahr Rasmussen, Afdelingsleder i Spar Nord Silkeborg. ”Behovet for at tilegne sig boglige færdigheder er steget markant, hvorfor et initiativ som Matematikcenters helt sikkert fortjener en økonomisk håndsrækning også set ud fra et lokalt perspektiv.”
Matematikken spiller en rolle i mange sammenhænge
Det er ikke kun i uddannelsessystemet, at ens forståelse for matematik kan få en afgørende betydning for ens fremtid i forhold til uddannelses- og jobmuligheder. Også i folks hverdag spiller matematik en rolle – ikke mindst når man er ansat i en bank. Det er også en af grundene til, at Spar Nord finder mening i at støtte Matematikcenter. ”I forhold til vores eget kerneområde betyder matematikken også en del, herunder forståelse af sammenhænge og sandsynlighedsbetragtninger, og selvfølgelig det at kunne regne og have forståelsen for den finansielle matematik”, fortæller Steen Kahr Rasmussen.
Et hyggeligt sted at lave matematik sammen med andre unge
Matematikcenter er et supplement til skolernes undervisning. Hver uge kan man komme forbi Silkeborg bibliotek og få gratis hjælp til matematik fra frivillige, som alle har et højt niveau i matematik. Og det er ikke tilfældigt, at det netop er matematikken, der er i fokus. ”Matematik er et fag, som mange oplever udfordringer med. Problemet opstår ofte når eleven kommer hjem og skal lave lektier. Vi tilbyder dem et alternativ til at sidde alene derhjemme med lektierne. Og så er det også meget hyggeligere at sidde sammen med andre i matematikcaféen på biblioteket”, fortæller frivilligkoordinator Bolette Møller Jensen fra Matematikcenter.
Lektiecaféen på Silkeborg Bibliotek foregår hver tirsdag kl.15.30-17.30 i Det Blå Rum.
For mere information kontakt:
Bolette Møller Jensen, Frivilligkoordinator i Matematikcenter, tlf.: 6012 9835.
Matematikcenter er en landsdækkende forening af frivillige, som tilbyder gratis lektiehjælp i matematik. Hver uge får børn, unge og voksne gratis lektiehjælp i matematik i lektiecaféer i hele landet samt online via Webmatematik.dk. De frivillige er har alle et højt niveau i matematik og kan hjælpe elever med alle slags matematikopgaver.