Menu

Menu

Nyheder fra Matematikcenter

Tilbage til feed

Regeringen præsenterer ny naturvidenskabsstrategi

Nyheder

I denne uge præsenterede regeringen sin nye naturvidenskabsstrategi.

Der er positive elementer i strategien, som Matematikcenter hilser velkommen og som er tiltrængte. Der er bl.a. fokus på styrkelse af motivationen og interessen for naturvidenskab, på talentudvikling og på de gode rollemodeller.

Til gengæld savner vi et større fokus på matematik i strategien samt hvordan vi også løfter de mange børn og unge, som ikke tilhører talentgruppen.

Naturvidenskabsstrategi indsatsområder

Flere skal fatte interesse for naturvidenskab

For at styrke motivationen for at flere vælger en naturvidenskabelig retning, så vil regeringen lave en ”Naturvidenskabens ABC” tilpasset hvert klassetrin. Derudover skal der laves flerårige kampagner med fokus på naturvidenskab via forskellige platforme. Det er især positivt, at man vil bruge rollemodeller til at vise mulighederne i de naturvidenskabelige fag. Det ved vi i Matematikcenter er noget der virker, både i forhold til interessen men også forståelsen for matematik.

Det er et problem, at der ikke findes synlige rollemodeller. Lige nu har vi ikke offentlige personer inden for f.eks. populærkulturen, der taler matematikken eller naturvidenskabens sag. Hvor er f.eks. Youtuberen, der taler matematik op? Derfor hilser vi dette forslag velkomment og håber, at der også vil blive sat fokus på rollemodeller inden for matematikkens verden.

Naturvidenskabsstrategiens målsætninger

 

Talenterne skal dyrkes

Der skal fokus på talenterne. De dygtigste elever skal udfordres og deres talent dyrkes. I den forbindelse vil regeringen udvikle en række online undervisningsforløb til talentfulde elever i grundskolen og på gymnasiale uddannelser, der skal udvikles videnspakker om talentudvikling og eksisterende talentprogrammer skal styrkes. Desuden skal der etableres et mobilt laboratorium og der skal være bedre adgang til og muligheder for at bruge virtuelle laboratorier i de naturvidenskabelige fag.

Matematikcenter genkender udfordringen med talentfulde elever. Gennem vores lektiehjælp er vi i kontakt med mange meget dygtige elever fra elle uddannelsestrin, der savner udfordringer. De kommer hos Matematikcenter, fordi de ikke kan finde andre tilbud, hvor de kan blive udfordret og hvor de kan udforske deres interesse for matematik. Det, som de finder hos Matematikcenter, er dog ikke laboratorier og videnspakker. Det er til gengæld gode rollemodeller, der selv kender til udfordringen med at ville meget mere, end hvad der tilbydes i uddannelsessystemet. Det er positivt at man vil dyrke talentet. Men man kommer altså meget langt med en god relation til en person man ser op til og som man føler forstår én.

 

Vi kommer ikke uden om matematikken

Ligesom dansk er sproget vi bruger til at forstå de humanistiske fag som historie, samfundsfag og litteratur, så er matematik det ”sprog” vi skal bruge for at forstå naturvidenskaben. Hvis du ikke har matematikken på plads, så bliver det meget svært at få naturvidenskaben på plads. Derfor savner Matematikcenter en tydeligere kobling mellem matematik og de andre naturvidenskabelige fag i den nye strategi.

 

Hvordan løfter vi dem, som ikke er talenter?

Der mangler en stor gruppe af børn og unge i strategien. Nemlig dem, som ikke tilhører talentgruppen. Hvis den tidlige indsats, som strategien stiller for dagen, slår fejl og de ikke bliver lagt et solidt naturvidenskabeligt fundament for dem, hvad skal de så gøre? Hvor er indsatserne og strategien for den gruppe af børn og unge, som ikke er talenter? Man skal vel stadig kunne gennemføre en folkeskoleafgangsprøve og komme på en ungdomsuddannelse, selvom man ikke får de højeste karakterer i naturvidenskabelige fag? Hvordan sørger vi for, at dette sker?

Læs hele strategien her.