Menu

Menu

Nyheder fra Matematikcenter

  • Mød Matematikcenter på Folkemødet 2018

    Blogindlæg

    På Matematikcenter glæder vi os til at deltage i Folkemødet 2018 og til at diskutere de emner, der ligger os mest på sinde:

    • At skabe lige læringsmuligheder for alle børn og unge.
    • At give alle børn og unge mulighed for at opnå deres potentiale indenfor matematikken.
    • At gøre børn og unge nysgerrige på matematikkens verden.
    • At vise matematikkens betydning i vores hverdag og for Danmarks konkurrenceevne i fremtiden.
    • At skabe online læringsmuligheder for alle.
    • At inddrage dansk erhvervsliv i arbejdet med at sikre fremtidens arbejdsstyrke på matematikkens område.

    Mød os på Folkemødet

    Torsdag den 14. juni kl. 15-16 på Folkemødet inviterer Matematikcenter til debat om, hvordan vi kan få flere unge til at interesse sig for matematikken under overskriften: Hvad skal vi egentlig bruge matematikken til?

    Vi skyder begivenheden i gang med en rask dyst om hverdagsmatematik mellem ungdomspolitikere fra rød og blå blok. I debatten kan du bl.a. møde uddannelsesredaktør Jakob Fuglsang (moderator) og Matematikcenters sekretariatsleder Kathrine Predstrup. Find os hos Produktionsskolerne på Kæmpestranden.

    Med sin erfaring fra Matematikcenter stiller sekretariatsleder Kathrine Predstrup desuden gerne op til debatter, diskussioner og møder om unge, uddannelse og frivillighed. Vores program for Folkemødet er ved at falde på plads, så tag endelig kontakt så snart som muligt ved at skrive til Kathrine.

    Matematikcenter er Danmarks eneste gratis lektiehjælp i matematik for alle! Vi vil gøre matematik og matematikkens verden sjov og tilgængelig for alle – og sikre at alle børn og unge kan opnå deres fulde potentiale indenfor matematikken. 

    Alt for mange unge har svært ved matematik. Det kan give udfordringer når det kommer til valg af uddannelse, uanset om drømmen er at blive tømrer, læge, lærer eller elektriker. Matematikken kan bane vej for en bedre fremtid for den enkelte og for en bedre fremtidig konkurrenceevne for Danmark.

    Derfor tilbyder Matematikcenter gratis lektie- og eksamenshjælp i matematik til alle unge i grundskolens afgangsklasser og ungdomsuddannelserne (STX, HF, HTX, HHX, EUD, EUX, VUC). Og derfor har vi siden oktober 2017 tilbudt gratis online lektiehjælp bl.a. i vores online forum WebmatLIVE, der giver os mulighed for at nå ud til flere unge rundt omkring i Danmark.

    I online og fysiske lektie- og eksamenscaféer får de unge hjælp af vores matematikkyndige frivillige, der giver deres viden om og glæde ved matematik videre til de unge.

    Som non-profit organisation, samarbejder Matematikcenter med erhvervspartnere, der gør det muligt for os at blive ved med at udvikle vores tilbud til de unge. Vil I høre nærmere om vores samarbejdsmuligheder og resultater, så fang os til en snak og en kop kaffe.

    Vi glæder os til at se jer på Folkemødet! 

    Kathrine Predstrup 
    (Tlf. 6012 6713)

    Louise Nabe (PR og kommunikation)
    (Tlf. 6012 9835)

  • De seneste nyheder fra Matematikcenter

    Nyheder

    Tilmeld dig eksamenscaféerne, mød vores frivillige, læs om vores seneste nyheder og følg med ved eksamenscaféen for 9. og 10. klasserne.

  • Koncentration, spørgelyst og hygge ved Matematikcenters eksamenscafé for 9. og 10. klasse den 25. april

    Blogindlæg

    Solen skinnede og sidste time var for længst forbi. Alligevel sad 33 elever fra 9. og 10. klasse dybt koncentrerede og løste matematikopgaver en hel eftermiddag til Matematikcenters eksamenscafé for de ældste elever i grundskolen.

    Nogle havde cyklet i 30 minutter fra Strandvejsskolen på Østerbro for at komme frem til Tre Falke Skolen på Frederiksberg. En enkelt havde fundet vej fra Sankt Annæ Gymnasium i Valby. Andre var på hjemmebane. Alle var dog kommet for at få styr på matematikken inden de skriftlige matematikprøver den 3. maj:

    ”Jeg har det generelt okay med matematik, men jeg tænkte, det var rart lige at få styr på de sidste ting, jeg ikke helt kan finde ud af,” fortalte Silja fra 9. klasse på Strandvejsskolen og fortsatte: ”Jeg synes, hjælpen har været rigtig god, og alle er så søde. Og så er det rart, at der er nok til at hjælpe os alle sammen. I skolen er det ikke altid, at læreren har tid, når vi er så mange.”

    Koncentration og rigeligt med søde sager

    Der var en helt særlig, koncentreret summen ved eksamenscaféen. Eleverne gik målrettede i gang med arbejdet, og snart kom slikposer og sodavand op af taskerne, så dampen kunne holdes oppe. Så begyndte spørgsmålene at melde sig, de frivillige eksamenshjælpere begyndte at bevæge sig rundt mellem bordene.

    Blandt de ni frivillige var bl.a. Simon Hein Frederiksen, der er koordinator Nordeas samarbejde med Matematikcenter. For ham var det både en mulighed for at se, hvordan samarbejdet fungerer, og for at kunne ”sælge” eksamenshjælpertjansen til sine kollegaer:

    Simon Hein Frederiksen fra Nordea hjælper til ved eksamenscaféen i april
    ”Jeg kunne godt tænke mig at være med til sådan noget som det her. Det er en god mulighed for at komme ud og give lidt tilbage til en situation, som jeg selv har været i engang – selvom det er ved at være mange år siden.”

    Nordeas samarbejde med Matematikcenter har fokus på at udvikle materialer om privatøkonomi til Matematikcenters online lektiehjælp, webmatematik.dk, men for Simon Hein Frederiksen var det interessant at opleve Matematikcenters arbejde i praksis: ”Det er jo en mega-taknemmelig tjans, og det er fedt at se, hvor meget eleverne sætter pris på, at vi kommer og hjælper.”

    Den hyggelige stemning er vigtig

    For de fleste elever var det ønsket om at klare sig så godt som muligt til eksamen, der motiverede. Flere blev desuden overrasket over, at det også var hyggeligt: ”Jeg havde ikke forventet, at det ville være så hyggeligt, som det er,” fortalte Aylin fra Tre Falke Skolen, ”eller at jeg ville lære så meget. Og det har jeg faktisk, så hvis jeg bliver ved med at bruge det fremover, kan jeg forestille mig, at jeg bliver bedre og bedre til det, jo.”

    Matematikcenter ønsker alle 9. og 10. klasse eleverne HELD og LYKKE til eksamen den 3. maj.

    Den 22. maj holder vi eksamenscaféer i København, Odense, Aarhus og Aalborg for elever på ungdomsuddannelserne, og tilmeldingen er i fuld gang.

  • Mød en frivillig: Kirsten Rigmor Hansen

    Nyheder


    Du kan møde dem hver uge. Enten i en lektiecafe, på webmatematik.dk eller på webmatlive.dk. Vi taler naturligvis om de mange passionerede og engagerede frivillige, som hver uge tager tid ud af kalenderen for at hjælpe andre, fordi de brænder for matematik. Mød Kirsten Rigmor Hansen, pensioneret gymnasielærer i matematik og frivillig på Tårnby Gymnasium & HF.

    Matematikcenter frivillig

    Hvor længe har du været frivillig i Matematikcenter?

    Siden september 2017.

    Hvad har dine opgaver været?

    Jeg er lektiehjælper i en ugentlig lektiecafe på et gymnasium.

    Hvorfor er du frivillig i Matematikcenter?

    Jeg har altid holdt af matematikfaget og af at undervise unge mennesker. Det er en personlig glæde at opleve, når en elev pludselig forstår en sammenhæng og/eller kan se anvendelsen. Det er en ugentlig glæde at opleve elevernes ”tak for i dag” og ”tak for hjælpen”.

    Da jeg for nylig lod mig pensionere fandt jeg ud af, hvor meget jeg savnede samværet og den matematiske/pædagogiske diskussion med eleverne.

    Min styrke er desuden, at jeg har en stor aktuel viden om pensum og opgaver for gymnasiet og HF.

    Hvorfor er matematik vigtig?
    Udover at faget og dets metoder anvendes i mange uddannelser og kan løse relevante problemer, stimuleres og trænes den logiske tankegang og hukommelsen.

    Hvilken slags matematik er din favorit? Hvad er fedt ved matematik?
    Al matematik er spændende (pånær geometri!). Min personlige favorit er dog infinitesimalregning (differential- og integralregning).

    Det ”fede” er den følelse man får, når man har løst en opgave /et problem ,
    og specielt når man kan se det nyttige via en konkret anvendelse.

    Mød andre af Matematikcenters frivillige.

  • Matematikcenter genvalgt til Frederiksberg Frivillighedsforum

    Nyheder

    Matematikcenter er blevet genvalgt i fire år som repræsentant for frivillige foreninger, der arbejder inden for ungeområdet i Frederiksberg Kommune.

    Frederiksberg Frivillighedsforum blev nedsat i 2007 med det formål at etablere et samarbejdsforum inden for frivillighedsområdet på Frederiksberg.

    Frederiksberg Frivillighedsforum arbejder for at sikre koordinering og indgår i planlægning af det frivillige sociale arbejde i kommunen. Frivillighedsforum skal sikre, at det frivillige sociale arbejde understøttes, at der skabes samarbejde på tværs af frivillige foreninger, at fremme videndeling mellem foreningerne samt at sikre, at de frivillige foreninger kan komme i dialog med kommunen.

    Matematikcenter arbejder i Frederiksberg Frivillighedsforum bl.a. for, at synliggøre frivillige initiativer inden for ungeområdet i kommunen samt for at indgå i samarbejder på tværs af foreninger.

    I Frederiksberg Frivillighedsforum er der, udover de fem repræsentanter fra frivillige foreninger, også repræsentanter fra Socialudvalget, Handikaprådet, Ældrerådet og Integrationsrådet i kommunen.

    Matematikcenters repræsentant i Frederiksberg Frivillighedsforum er Bolette Møller Jensen.

    Se mere om Frederiksberg Frivillighedsforum her.