Menu

Menu

Nyheder fra Matematikcenter

  • Norsktalende studerende søges til projektledelse og frivilligkoordinering

    Ledige stillinger

    Matematikcenter søger snarest muligt en norsktalende studentermedhjælper 10-15 timer ugentligt til projektledelse, frivilligkoordinering og kommunikation i forbindelse med Mattesenters aktiviteter i Norge.

    Om projektet

    Matematikcenter er en non-profit organisation, der tilbyder gratis hjælp til matematik i lektiecaféer

    og online via Webmatematik.dk. I 2015 åbnede Matematikcenter i Norge under navnet Mattesenter. Organisationen i Norge driver indtil videre en lektiecafé i Oslo. I september/oktober 2017 vil Mattesenter lancere en norsk udgave af Webmatematik.dk under navnet Webmatte.no.

    Hvad kan Matematikcenter tilbyde dig?

    Du vil blive tilknyttet Matematikcenters sekretariat i København og drive projektet i Norge herfra. Enkelte besøg i Norge kan forekomme. Matematikcenters sekretariat har to fuldtidsansatte og tre studentermedhjælpere.

    Dine opgaver inkluderer:

    • frivilligkoordinering, herunder rekruttering og introsamtaler
    • at oplyse elever og uddannelsesinstitutioner om Mattesenters tilbud
    • at varetage kontakt til samarbejdsskoler og andre samarbejdspartnere
    • at være webredaktør for mattesenter.no
    • udvikling af matematisk materiale i samarbejde med frivillige i Norge
    • at drive Mattesenters Facebook- og Twitter-konto

    Vi forventer derfor, at du:

    • har mindst 2 år tilbage på dit studie
    • har gode kommunikationsevner
    • kan arbejde selvstændigt og er udadvendt
    • det er en fordel, hvis du har matematik på A-niveau (eller tilsvarende), men bestemt ikke et krav

    Interesseret?

    Send en kort ansøgning vedlagt CV til job@matematikcenter.dk hurtigst muligt og senest den 20. august 2017. Skriv ”Studentermedhjælper Norge” i emnefeltet.

    Samtaler afholdes den 24-25. august. Henvendelser vedr. stillingen kan rettes til Kommunikationskonsulent, Bolette Møller Jensen, på mail eller på tlf. 6012 9835.

    Hent opslaget som pdf.

  • Matematikcenter på Folkemødet 2017

    Nyheder

    2017 blev året, hvor Matematikcenter deltog på folkemødet på Bornholm for første gang.

    Matematikcenter havde som formål at sætte matematik på den politiske dagsorden, diskutere det generelle matematikniveau i Danmark og deltage i debatter, der handlede om, hvordan vi skaber begejstring for matematik blandt børn og unge fremover.

    Hør hvad Matematikcenters sekretariatsleder, Kathrine Predstrup, havde at sige om sin oplevelse af Folkemødet 2017.

    Debat: Hvordan skaber vi begejstring for matematik blandt unge?

    Lørdag den 17.juni deltog Matematikcenter i en debat på Folkemødet.

    Panelet bestod af Kathrine Predstrup (Sekretariatsleder i Matematikcenter), Martin Thing (afgående formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning), Chili Stensgaard Bjerg Preisler-Andersen (Næstformand for Danske Skoleelever), Martin Flindt Nielsen (Kasserer for Erhvervsskolernes Elevorganisation), Louise Sjøntoft (HR udviklingsdirektør i NCC) og Thomas Bolander (Associate Professor, Ph.D fra DTU).

    Panelet diskuterede, hvordan vi skaber begejstring for matematik blandt børn og unge. Med det formål at flere unge i fremtiden vil vælge matematiske, tekniske og naturvidenskabelige uddannelser til.

    Ole Larsen fra Tænketanken DEA var moderator og han åbnede debatten med resultaterne fra den matematikquiz (Link), som Matematikcenter havde sendt ud til forskellige befolkningsgrupper forud for Folkemødet – blandt andet folketingspolitikere. Quizzen blev også bragt af TV2 forud for Folkemødet.

    Her er resultaterne fra quizzen:

     

    Hovedpunkter fra quizzen:

    • 45% af de adspurgte folketingspolitikere kunne ikke besvare spørgsmålet til 4. klasse
    • 4 ud af 5 gymnasieelever kom ikke længere end 8. klasse, og 2,5% svarede rigtigt på A-niveau
    • Matematikcenters frivillige svarede rigtigt på hele quizzen 15 gange oftere end repræsentanter fra erhvervslivet
    • De tre emner, hvor flest faldt fra, var omregning mellem enheder (4. klasse), sandsynlighedsregning (9. klasse) eller funktionsanalyse (C-niveau)

    Panelets løsningsforslag

    Kathrine Predstrup påpegede, at der er behov for nogle gode rollemodeller, der kan skabe begejstring for matematik blandt de unge. Matematikcenters frivillige og Thomas Bolander er et godt eksempel på dette.

    Louise Sjøntoft fra NCC fortalte om virksomhedernes ansvar for at klargøre forventningerne fra virksomhederne til deres fremtidige medarbejdere – også i forhold til matematikniveau.

    Elevorganisationerne var enige om, at der hverken skal mere eller mindre matematik til for at skabe begejstring for faget blandt de unge.  De understregede, at eleverne har behov for mere anvendelsesorienteret matematik. Man skal sørge for at vise, hvad matematik kan bruges til. Matematikfaget skal altså sættes ind i konkrete sammenhænge, så faget bliver mere gennemskueligt for eleven at forstå.

  • Test dit matematikniveau på TV2s hjemmeside

    Nyheder

    Torsdag den 15. juni bragte TV2 nyhederne Matematikcenters store matematikquiz med titlen "Test dig selv: Er du bedre til matematik end politikerne?"

    Kathrine Predstrup, Sekretariatsleder i Matematikcenter udtaler til TV2, at hun er overrasket over politikernes resultater i quizzen: - Jeg havde forventet, at de fleste ville kunne svare helt op til 9. klasse, men må også konstatere, at når man ikke arbejder med matematik til hverdag, så forsvinder det hurtigt.

    Se hele historien her.

  • Tag testen: Kan du bestå matematik?

    Nyheder

    I forbindelse med Matematikcenters arrangement på Folkemødet 2017 tester vi lige nu danskernes niveau i matematik.

    I disse dage er hundredevis af gymnasieelever i gang med at afslutte matematik med en skriftlig og/eller mundtlig matematikeksamen. På få timer testes eleverne i f.eks. differentialregning, integralregning, statistik eller vektorregning. Der er meget at holde styr på og der er pres på eleverne for at få den gode karakter.

    Men hvordan ser det egentlig ud for resten af befolkningen? Hvor god er du til matematik? Hvor meget af din gymnasiematematik kan du huske?

    Prøv selv om du kan regne den ud. Tag testen her.

  • Matematikcenter skal på Folkemødet

    Nyheder

    Matematikcenter, NCC og Dansk Byggeri sætter fokus på at regne og regne den ud og inviterer til inspiration, debat og quiz.

    Forsker i kunstig intelligens Thomas Bolander kommer og fortæller om sin egen begejstring for matematik - hvorfor det er både spændende og vigtigt og hvor meget vi kan regne med, at robotterne vil komme til at regne for os. Efterfølgende er der debat om matematikkens rolle i uddannelsessystemet.

    Arrangementet holdes lørdag den 17.juni kl.14.30-15.30 i Dansk Byggeris telt.

    Kontakt Kathrine Predstrup på mail eller telefon 6012 6713 for mere information.

    Se eventet på Folkemødets side her.

    Se og tilmeld dig eventet på Facebook (Dansk Byggeri)