Menu

Menu

Nyheder fra Matematikcenter

  • Nyhedsbrev: Eksamenstid - Tag testen: Kan du bestå matematik?

    Nyheder

    Igen i år har de frivillige hjulpet hundredevis af unge med at forberede sig på deres matematikeksamen. 95% af de unge, der deltog i Matematikcenters Eksamenscaféer, føler sig bedre forberedte efter de har fået hjælp. Læs hele nyhedsbrevet og se, om du kan bestå matematik i gymnasiet.

     

  • Se billeder fra Eksamenscaféer her

    Nyheder

    Hvert år hjælper Matematikcenter elever i hele landet med at forberede sig på deres skriftlige og mundtlige eksamener i matematik. I København, Odense, Aarhus og Aalborg har vi inden for den sidste uge holdt Eksamenscaféer for 300 elever.

    95% af eleverne til Eksamenscaféerne føler sig bedre forberedte på deres eksamen, efter de har fået hjælp af Matematikcenters frivillige til én af vores Eksamenscaféer.

    Se billeder fra alle vores Eksamenscaféer her.

    Eksamenscafé i København:

    Eksamenscafé i Aarhus: 

    Eksamenscafé i Odense:

    Eksamenscafé i Aalborg:

     

     

  • Studiejob: Frivilligkoordinering, skolebesøg og projektledelse

    Ledige stillinger

    Matematikcenter søger per 7. august eller snarest herefter en studentermedhjælper 10-15 timer ugentligt til bl.a. frivilligkoordinering, oplysningsarbejde og understøttelse af lektiehjælp i matematik i Aarhus og omegn.

     

    Hvad kan Matematikcenter tilbyde dig?

    Som studentermedhjælper hos Matematikcenter bliver du en del af organisationens sekretariat, der har to fuldtidsansatte og to studentermedhjælpere. Din arbejdsplads bliver i Aarhus, men du har tæt kontakt til sekretariatet i København.

    Vi har en uformel omgangstone og en høj faglighed. Du bliver en del af et team, som arbejder på at udvikle organisationen og gøre sig gældende i den offentlige debat vedr. uddannelse samt dansk vækst og konkurrencedygtighed. Du får rig mulighed for at sætte dit præg på dine arbejdsopgaver samt at udvikle dine faglige kompetencer.

     

    Hvad er Matematikcenter?

    Matematikcenter er en non-profit organisation, der tilbyder folkeskolelever samt elever på ungdomsuddannelserne og suppleringskurser gratis hjælp til matematik. Vi har lektiecaféer rundt om i landet samt online på Webmatematik.dk. Det er organisationens frivillige, som yder hjælpen til eleverne og din rolle som studentermedhjælper vil være at understøtte dem i deres indsats.

     

    Dine opgaver

    Du vil primært have ansvaret for:

    • at booke skolebesøg og i flere tilfælde tage ud på skolebesøg
    • projektledelse i forbindelse med afholdelse af Eksamenscaféer i Aarhus og Aalborg
    • at rekruttere og fastholde frivillige til Matematikcenters nye online lektiehjælp, Webmatlive
    • frivilligkoordinering i samarbejde med Matematikcenters frivillige projektledere
    • at varetage kontakt til samarbejdsskoler og andre samarbejdspartnere
    • at arrangere og afholde arrangementer for de frivillige

     

    Vi forventer derfor, at du:

    • har mindst 2 år tilbage på dit studie
    • er fleksibel og kan arbejde i dagtimerne – f.eks. i forbindelse med skolebesøg
    • har gode kommunikationsevner og føler dig godt tilpas i relationen til frivillige samt i det opsøgende arbejde på skolerne
    • kan arbejde selvstændigt og er udadvendt

    Det er en fordel, hvis du har matematik på A-niveau, men ikke et krav

     

    Interesseret?

    Send en kort ansøgning vedlagt CV til job@matematikcenter.dk hurtigst muligt og senest den 19.juni 2017 kl.12.00. Samtaler forventes afholdt i uge 25 via Skype. Der afholdes evt. en opfølgende samtale i København. Henvendelser vedr. stillingen kan rettes til Kommunikationskonsulent, Bolette Møller Jensen, på mail eller på tlf. 6012 9835.

    Hent opslaget som pdf.

  • Sådan bliver du klar til matematikeksamen

    Nyheder

    Skal du til eksamen i matematik? Og har du brug for gode råd til, hvordan du forbereder dig? Her får du tips og gode råd til forberedelsen.

    Den skriftlige eksamen i matematik

    1. Læs opgaverne grundigt igennem og lav dit eget resumé

    Når du laver dit eget resumé af et spørgsmål, så kan du bruge det til at indlede din besvarelse. Det giver et indtryk af, at du har forstået spørgsmålet og det gør det lettere for dig at forstå, hvad du helt præcist skal i opgaven.

    1. Fremlæg dine mellemregninger og lav kontrol af dine resultater

    Du skal vise, hvordan du er kommet frem til facit. Derfor er det vigtigt, at du skriver alle mellemregninger ned.

    1. Lav en tydelig konklusion

    Afrund din besvarelse af opgaven ved at bruge ordene fra spørgsmålene i opgaven til at formulere din konklusion.

     

    Den mundtlige eksamen i matematik

    1. Lav forberedelsespapir til alle spørgsmål

    Alle får udleveret de mundtlige eksamensspørgsmål på forhånd. Det er derfor en god ide, at lave et forberedelsespapir til hvert enkelt spørgsmål, når du forbereder dig derhjemme. Når du så går ind i forberedelseslokalet, efter du har trukket dit eksamensspørgsmål, så kan du hurtigt finde dit forberedelsespapir frem.

    1. Gør strukturen for din fremlæggelse klar for lærer og censor.

    Når du kommer ind til eksamen og skal fortælle om det spørgsmål du har trukket, skal du starte med at lave en mundtlig indledning. Tag det stille og roligt og fortæl om det spørgsmål du har trukket og hvordan du har tænkt dig at besvare det.

    1. Skriv sætningen og hjælpesætningen op på tavlen.

    Når du skal i gang med at gennemgå et bevis, så er det en god ide at skrive din sætning og især dine hjælpesætninger op på tavlen. Så kan du eller din lærer hele tiden henvise til dem, mens du gennemgår beviset.

    Se videoer med gode råd til forberedelsen på Webmatematik.dk

  • Er du klar til matematikeksamen?

    Nyheder

    Matematikcenter hjælper dig med forberedelsen.

    Vi holder Eksamencaféer i København, Odense, Aarhus og Aalborg. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. 

    Tilmeld dig her.