Menu

Menu

Nyheder fra Matematikcenter

  • Studentermedhjælper til dataindsamling og analyse

    Ledige stillinger

    Matematikcenter søger en analytisk og struktureret studentermedhjælper til at gennemføre undersøgelse på erhvervsuddannelserne

    Vil du være med til at undersøge, hvordan fremtidens lektiehjælp i matematik skal se ud for erhvervsuddannelseselever?

    Matematikcenter søger en studentermedhjælper til at udføre en undersøgelse, som skal give os viden om, hvordan vi bedst tilpasser vores eksisterende tilbud om gratis lektiehjælp i matematik til erhvervsuddannelseselever. Studenterjobbet er rammesat til 10-15 timer om ugen. Vi er fleksible i forhold til, at du skal kunne passe studie og eksaminer.

    Som studentermedhjælper i Matematikcenter får du derfor mulighed for at afprøve og udvikle dine analytiske kompetencer i praksis. Du skal være dataindsamleren i marken og analytikeren bag skrivebordet, som udformer anbefalinger til, hvordan Matematikcenter skal forme fremtidens lektiehjælp i matematik for erhvervsuddannelseselver. Samtidig er du med til at belyse et forskningsområde, som der på nuværende tidspunkt findes begrænset viden om.

    Undersøgelsen består af fire faser (forundersøgelse, to runder med dataindsamling, og rapportskrivning) hvoraf første fase netop er gennemført. Undersøgelsen løber indtil efteråret 2024 og er støttet af Tuborgfondet.

    Dine opgaver

    Som studentermedhjælper vil du stå i spidsen for undersøgelsen. Vi forventer derfor, at du kan varetage opgaver såsom:

    • Orientere dig i relevante rapporter samt den data, vi allerede har indsamlet i fase 1 (forundersøgelse).
    • Kvalitativ dataindsamling – planlægge og afholde ca. 30 interviews med erhvervsuddannelseselever, lærere, ledere samt frivillige i Matematikcenter. Derudover indsamle data ved observationsstudier på erhvervsuddannelser.
    • Dataanalyse i analyseprogrammet Nvivo og udarbejdelse af endelig rapport, som indeholder anbefalinger til Matematikcenters videre arbejde.
    • Videndeling af analysen internt i Matematikcenter og eksternt

    Din profil

    Som studentermedhjælper i Matematikcenter ser vi gerne at du:

    • Går på en relevant videregående uddannelse (fx antropologi eller sociologi).
    • Har solide analytiske kompetencer og erfaring med dataindsamling.
    • Er god til at formulere dig på skrift og i tale.
    • Kan arbejde selvstændigt, struktureret og holde overblik over interviewaftaler og en stor mængde data.
    • Er udadvendt og ikke bange for at tage kontakt til potentielle informanter, observere undervisning og deltage på relevante konferencer mm.
    • Har kendskab til analyseprogrammet Nvivo – dette er dog ikke nødvendigt.
    • Vi ser gerne, at du har en interesse eller kendskab for erhvervsskoleområdet, matematikundervisning eller motivation for læring og læringsstile generelt.

    Din kommende arbejdsplads

    Matematikcenter er en non-profit-organisation, og vi tilbyder som de eneste i Danmark gratis lektiehjælp i matematik til folkeskole- og gymnasieelever overalt i landet. Det gør vi, fordi vi vil give børn og unge lyst til at udforske matematikkens verden, hjælpe den enkelte med at opnå sit eget bedste inden for matematik og søge for lige adgang til hjælp til matematik for alle.

    Vi har lokale lektiecaféer i hele landet, og driver online lektiecaféen Webmatlive.dk og den digitale materialesamling Webmatematik.dk. Vi tilbyder derudover forløb for forældre til børn i folkeskolen og udvikler mentorforløb, hvor frivillige matematikmakkere støtter unge på den forberedende grunduddannelse (FGU) gennem mentorforløb.

    Vi har længe ønsket at udbrede og tilpasse vores koncept til erhvervsskolen, så denne målgruppe også kan få nytte af vores tilbud.  

    Du bliver en del af et lille kontor i Nordvest, København, hvor vi arbejder tæt sammen og nyder hinandens selskab. Vi har en uformel omgangstone, godt humør og vægter det gode kollegaskab højt.

    Ansøgningsprocessen

    Send din ansøgning og CV i én samlet fil til job@matematikcenter.dk med emnet ’Studentermedhjælper til undersøgelse på erhvervsuddannelser'. Vi indkalder til samtaler løbende, så skynd dig at send din ansøgning. Sidste frist er den 14.december. Vi forventer at afholde de sidste samtaler i uge 51.

    Stillingen er tidsbegrænset til efteråret 2024, men med mulighed for forlængelse på vores andre projekter. Vi ser gerne at du kan starte i løbet af januar eller fra 1.februar 2024.

    Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen kan du kontakte sekretariatsleder Bolette Møller Jensen på telefon 60129835 eller på mail bolette@matematikcenter.dk.

     

  • Studentermedhjælper til frivilligrekruttering

    Blogindlæg

    Matematikcenter søger en studentermedhjælper 8-12 timer ugentligt til at assistere vores projektleder og frivilligkoordinator med rekruttering af frivillige matematikmakkere i Roskilde, Lejre, Høje-Taastrup og Greve og Solrød.

    Matematikcenter tilbyder gratis hjælp i matematik fra 7. klasse og op til A-niveau. Vores mål er at skabe lige muligheder for læring og hjælpe den enkelte med at opnå sit eget bedste indenfor matematik. Vi har lokale lektiecaféer i hele landet, og driver online lektiecaféen Webmatlive.dk og den digitale materialesamling Webmatematik.dk. Vi tilbyder derudover forløb for forældre til børn i folkeskolen og udvikler mentorforløb, hvor frivillige matematikmakkere støtter unge på den forberedende grunduddannelse (FGU) gennem mentorforløb.

    I arbejdet med at rekruttere frivillige matematikmakkere kommer du til at eksekvere en allerede tilrettelagt rekrutteringsplan for oktober, november og december måned, der inkluderer følgende opgaver:

    • Planlægge og tage på skolebesøg på gymnasier og videregående uddannelser i ovennævnte områder
    • Kontakte relevante virksomheder i områder omkring skolerne og planlægge besøg hos dem
    • Kontakte relevante lokale foreninger, biblioteker, kulturhuse etc. og planlægge besøg hos dem
    • Omdele informationsmateriale om Matematikmakker-programmet
    • Assistere vores kommunikationsmedarbejder i at eksekvere SoMe rekrutteringsindsatser
    • Opsøge og kontakte relevante medier, der kan skabe synlighed omkring Matematikmakker-programmet

    Du får:

    • erfaring med at samarbejde med frivillige og koordinere frivilligindsatser
    • erfaring med at samarbejde med uddannelsesinstitutioner
    • erfaring med formidling og kommunikation til en bred målgruppe

    Vi forventer derfor, at du:

    • er en dygtig og alsidig formidler, der kan engagere og skabe kontakt til forskellige grupper af frivillige
    • er udadvendt, opsøgende og god til at samarbejde med mange forskellige mennesker
    • er god til at organisere og tager fat, hvor der er brug for det
    • er fleksibel, og har mulighed for at rejse rundt i ovennævnte områder

    Du bliver en del af Matematikcenters sekretariat i København, som består af tre fuldtidsansatte og fire studentermedhjælpere. Vi har en uformel omgangstone og en høj faglighed, og du bliver en del af et team, som arbejder sammen om at udvikle organisationen, og hvor der ofte er kort fra idé til handling. Vi har hver vores eget ansvarsområde, men vi hjælper alle til med både store og små opgaver, når der er brug for det.

    Interesseret?

    Send en kortfattet ansøgning og CV i én samlet fil til job@matematikcenter.dk hurtigst muligt og senest den 21.september kl. 24.00. Skriv ”Studentermedhjælper: Frivilligrekruttering” i emnefeltet.

    Vi forventer at afholde samtaler løbende og senest i uge 39.
    Stillingen ønskes besat så hurtigt som muligt derefter.
    Stillingen er indtil videre tidsbegrænset til og med december 2023. Har du spørgsmål vedrørende stillingen, så kontakt projektleder Mette Sindet Hansen på telefon 60129835 eller på mail mette@matematikcenter.dk.

  • Hvordan taler du som forælder til dit barn om matematik?

    Blogindlæg

    Det kan som forælder være svært ikke at give sine eventuelle dårlige oplevelser med matematik videre til sine børn. Derfor er det vigtigt at blive bevidst om, hvordan man taler med sit barn om matematik.

    Derfor samarbejder vi med Tårnby Kommune om projektet Lektiepiloter.

     

  • Studentermedhjælper til kommunikation og presse

    Blogindlæg

    Matematikcenter søger en studentermedhjælper 10-15 timer ugentligt til at varetage organisationens kommunikationsindsatser henvendt Matematikcenters brugere og samarbejdspartnere med opstart 1.september.

    Matematikcenter er en frivillig forening, der tilbyder gratis lektiehjælp i matematik til unge i lokale lektiecaféer og digitalt på Webmatematik.dk og Webmatlive.dk. Vi søger en studentermedhjælper, der skal være med til at sikre:

    • at vores målgruppe kender til vores tilbud om gratis lektiehjælp i matematik
    • at vi formidler vores indsatser og resultater eksternt og til vores samarbejdspartnere og sponsorer

     

    Det betyder at studentermedhjælperen skal:

    • Lave engagerende indhold til sociale medier (LinkedIn, Facebook, Instagram og Twitter) med særligt fokus på LinkedIn
    • Assistere med at lave indhold til og udsende pressemeddelelser
    • Sætte annoncer op på sociale medier (Facebook og Instagram)
    • Planlægge og lave interviews med frivillige og de elever, der bruger vores tilbud
    • Opdatere og vedligeholde vores hjemmeside (matematikcenter.dk) i CMS Umbraco
    • Lave indhold til og udsende nyhedsbreve i Mailchimp

     

    Vi forventer derfor at du:

    • Er en dygtig formidler og formår at kommunikere skarpt på sociale medier
    • Læser en relevant uddannelse
    • Har flair for især pressearbejde og LinkedIn
    • Er opsøgende, da du både skal booke samt lave interviews i lektiecaféer og over telefonen med frivillige og elever
    • Kan være til stede på kontoret i København NV (gerne to dage om ugen) og kan arbejde løbende med sociale medier
    • Gerne har kendskab til redigering af hjemmesider (Umbraco) og til at udsende nyhedsbreve (Mailchimp)
    • Gerne har kendskab til optagelse og redigering af video
    • Gerne har kendskab til opsætning af annoncer på Facebook

     

    Interesseret?

    Send en kortfattet ansøgning og CV i én samlet fil til job@matematikcenter.dk hurtigst muligt og senest tirsdag d. 15. august kl 12 2023. Skriv ”Studentermedhjælper kommunikation” i emnefeltet. Samtaler forventes afholdt midt uge 33.

    Har du spørgsmål vedrørende stillingen, så kontakt sekretariatsleder Bolette Møller Jensen på telefon 60129835 eller på mail bolette@matematikcenter.dk.

  • Når matematikken spænder ben for drømmeuddannelsen 

    Nyheder

    58-årige Morten og 19-årige Huda udregner arbejdsmarkedsbidrag og skat, mens de diskuterer velfærd og smykkeloven i pauserne. Sammen har de fundet ud af, at de faktisk kan lære rigtig meget af hinanden.

    Matematikmakker

    Da 58-årige Morten Hansen i foråret 2022 befandt sig i et joblimbo efter jobbet som pilot ikke længere var muligt troede han, at han skulle være pensionist og kitesurfe, køre motorcykel og spille tennis dagen lang. Men Morten fandt hurtigt ud af at det trivielle pensionistliv kedede ham, og han fortæller at tanken om ”at gøre noget godt og uegennyttigt for et fremmed menneske med et behov”, opstod i ham.

    Derfor meldte Morten sig som frivillig Matematikmakker i Matematikcenter i foråret 2022 og gik ind til projektet med en, hvad han selv kalder, ’lad-os-prøve’-mentalitet. Rollen som matematikmakker går ud på at hjælpe en elev, der har svært ved matematikken.

    Afghanske Huda vil være ingeniør

    I den anden ende af Matematikcenters matchproces stod 19-årige afghanske Huda Noori, der til dagligt læser på FGU og drømmer om, at blive øjenlæge, men egentlig allerhelst ingeniør. Men, matematikken kommer muligvis til at spænde ben for den drøm.

    ”Jaer, så jeg prøver at blive god til matematik. Hvis jeg ikke bliver god til matematik så skal jeg være øjenlæge, fordi de bruger ikke så meget matematik som ingeniører.”

    Huda kom til Danmark i 2017 med kun 6 års afghansk skolegang i bagagen, hvor matematik ikke var på skoleskemaet. Derfor var det ekstra svært for Huda, at komme ind i det danske uddannelsessystem, både fordi at sproget var nyt, men også fordi matematikken var på et højt niveau.

    ”Mit niveau var G-niveau og jeg vil rigtig gerne på en gymnasial uddannelse, og når man skal på HF kræver det, at man er på D-niveau”

    Men Huda var ivrig efter at komme videre i uddannelsessystemet, og har valgt at hun gerne vil på HF til næste år for at forfølge drømmen om at få en uddannelse. Her har det været særdeles vigtigt, at hun havde fokus på at rykke hendes niveau i matematik og derfor sagde hun ja til at få en matematikmakker. Og hendes gåpåmod fejler bestemt ikke noget.

    ”Folk siger til mig ’det er svært for dig…. det kan du da ikke, for du har jo svært ved det med sprog’…. Men det er ligegyldigt for mig. Jeg skal prøve mit bedste, så jeg kan vise andre, hvor meget jeg kan”.

    matematikmakker

    Fælles om den drilske matematik

    Og sådan gik det til, at Morten og Huda blev matematikmakkere. I knap et år har makkerparret mødtes cirka en gang om ugen på Roskilde Bibliotek, og her kigger de i, op til, tre timer på alt fra tabeller og ligninger til geometri og rumfang. Hvad makkerparret beskæftiger sig med når de mødes er op til dem selv, ofte tager de udgangspunkt i hvad Huda synes er svært, en opgave hun har for eller lignende.

    Men i starten var det vanskeligt for Huda at få defineret hvad der var svært, og en god relation til Morten var vigtig for at kunne få skabt en god og ærlig dialog om matematikken.

    ”I starten var den store udfordring simpelthen bare at få Huda til at være ærlig og sige når hun ikke forstod det, frem for at være venlig og nikke og sige hun forstod det”

    Det krævede nogle møder på Roskilde Biblioteket før tilliden var opbygget mellem de to, og Huda fortæller med et smil på læben, at Morten har opfordret hende til hellere at spørge 10 gange for meget end én gang for lidt.

     ”Han er så sød og tålmodig med mig. Jeg er glad for ham”. 

    Og det er ikke kun for Huda, at matematikken nogle gange volder problemer. Morten er nemlig hurtig til at understrege, at der er da nogle matematiske færdigheder, der er blevet lidt rustne siden han stod færdig som matematisk student i 1984, og han på ingen måder føler sig nødsaget til at være et matematisk geni, for at kunne hjælpe.

    ”Og så har der selvfølgelig også været nogle ting som jeg selv, mens vi sidder der, er nødt til at Google. Renters rente… Jesus – det er jo længe siden.”

    Ligeledes fortæller Morten at matematikken ikke giver mening på samme måde for alle, og derfor er det vigtigt for ham at kunne forklare og formidle det på flere måder til Huda.

    Man har jo selv en idé om, hvordan verden er skruet sammen, og hvordan den skal forstås. Og hvis den så ikke bliver forstået på den måde man forklarer den på, så skal man jo finde en ny måde at forklare det på… Det er vigtigt at få det fortalt rigtigt, og hvis du ikke kan angribe det fra højre, så må du prøve at angribe det fra venstre eller ovenfra”.

    Mere end bare matematik

    Makkerskabet har dog affødt mere end blot en forbedring af Hudas niveau i matematik. For i løbet af tre timers matematik bevæger samtalen sig nogle gange i en anden retning.

    Lige pludselig så er der jo nogle opgaver med smykkeloven,” fortæller Morten, ”så snakker vi om smykkelov. Så er der nogle opgaver, hvor vi skal udregne arbejdsmarkedsbidrag og skat og sådan noget. Og så taler vi jo om hvordan Danmark er skruet sammen med skat og velfærd og alt det der… Så det er jo utroligt meget andet end matematik vi snakker om”.

    Mens Huda har lært om skat og arbejdsmarkedsbidrag, er Morten på baggrund af deres samtaler om bl.a. hendes familie og Afghanistan fået et andet perspektiv på mange ting, og føler også at han får meget ud af deres samarbejde.

    ”Jeg synes bare det er fedt, at blive udfordret på mine formidlingsevner og samtidig lære noget når, vi snakker om Afghanistan og hende og hendes familie. Jeg hører bl.a. om hvordan alle de større børn arbejder i genbrugsbutikker fordi, der kommer mange danskere som, de kan tale med Og der er mange ældre mennesker som, kommer der og de har god tid til at snakke og så bliver de alle sammen bedre til dansk. Det er sgu da inspirerende.”

     Så selvom matematikken er omdrejningspunktet for deres møde, så er makkerskabet blevet større end det. Det handler ikke blot om at hjælpe et ungt menneske med at løse ligninger, det handler også om, at lære et andet menneske at kende, som man sandsynligvis ikke ville have mødt uden for makkerskabet. En relation der kan være med til at rykke noget, også hos den frivillige.

    ”Jeg glæder mig til at komme derop og når jeg går hjem er jeg aldrig skuffet så jeg vil sige det største det er jo nok bare at have lært en pige på nitten år at kende fra et andet land.”

    Jeg er glad for at mødes med Huda. Jeg får mindst lige så meget ud af det, som hun gør, tror jeg”.

    matematikmakker

    Elevernes motivation for læring er høj

    Siden Matematikmakkerordningens start i marts 2021 har Matematikcenter haft 14 makkerpar. Rådgivningsfirmaet Realize, som er tilknyttet projektet, har inden ordningens start undersøgt elevernes faglige niveau samt deres matematikmotivation og -glæde. Her fremgår det, at kun 31 procent af elever har bestået et 9.klasses-niveau i matematik, mens de resterende 69 procent har et niveau i matematik, som svarer til mellem 4. og 8. klasse. Samtidig svarer 81 procent af eleverne at de enten slet ikke, i mindre grad eller kun i nogen grad er glade for at have matematik i skolen. Kun 2 procent svarer, at de i høj grad er glade for at have matematik i skolen. Ligeledes oplever størstedelen af eleverne, 64 procent, at de slet ikke eller i mindre grad kan løse skolens matematikopgaver selv, mens næsten halvdelen af eleverne tilknyttet forløbet slet ikke eller i mindre grad oplever, at de kan bruge matematik andre steder end i skolen.

    Selvom matematikniveauet er lavt, er elevernes motivationen for at lære matematik høj.  En stor del af de unge i matematikmakkerforløbet er indstillede på at gøre en ekstra indsats for at blive bedre til matematik.

    Og hos Matematikcenter håber og tror de på, at projektet kan være med til at give de unge mennesker en større forståelse for matematik og hjælpe matematikselvtilliden i den rigtige retning. De tror på, at alle med den rette hjælp kan opnå deres fulde potentiale i matematik.

    Har projektet fanget din interesse, kan du læse mere på hjemmesiden Matematikcenter.dk eller kontakte frivilligkoordinator Karin Rahbek på karin@matematikcenter.dk.


    Info om Matematikmakkerordningen

    Matematikmakkerordningen er ét af mange projekter, som non-profit organisationen Matema­tikcenter leder. Matematikcenters vision er, at sikre at ingen børn og unge skal give afkald på drømmeuddannelsen fordi de ikke er gode nok til matematik. Og netop dét er formålet med Ma­tematikmakkerordningen. Projektet har blandt andet som mål på kort sigt, at eleverne oplever øget motivation og vækkelse i forhold til læring, mens pro­jektet på lang sigt har som mål, at eleverne får et positivt selvbillede og øget tillid til egne evner.

    Som matematikmakker støtter en matematikkyndig frivillig en elev på den Forberedende Grund­uddannelse (FGU) der har brug for ekstra hjælp i matematik, for at kunne komme videre i uddan­nelsessystemet på en erhvervs- eller ungdomsuddannelse eller for at blive jobparat.

    Som matematikmakker er det den frivilliges opgave at møde eleven der hvor det er svært i mate­matikken, at forklare opgaver på flere forskellige måder og generelt gøre matematikken begribelig.

    Projektet er støttet af Den A. P. Møllerske Støttefond og finder sted på FGU-skolen Øst, der dæk­ker over Høje-Taastrup, Greve/Solrød, Lejre og Roskilde.