Menu

Menu

Nyheder fra Matematikcenter

  • Giv feedback til Matematikcenter

    Nyheder

    Giv feedback til Matematikcenter

    Matematikcenter er en frivillig organisation, som ønsker at gøre en forskel for de mange elever og kursister, der bruger vores tilbud. Vi forsøger hele tiden at målrette og tilpasse vores tilbud, så de imødekommer vores brugeres behov. Derfor har vi brug for din feedback, så vi hele tiden kan blive bedre og udvikle os der, hvor der er behov for det.

    I 2021 stiller Matematikcenter skarpt på at måle på den virkning som vores tilbud har på vores målgruppes matematikniveau og interesse for STEM, samt hvordan elevernes forældre og lærere ser på vores tilbud. Sammen med konsulenthuset Realize gennemfører vi bl.a. interviews med elever/kursister, forældre og lærere.

    Vil du hjælpe os med det?

    Er du elev i folkeskole/på ungdomsuddannelse eller kursist på VUC

    Har du som elev modtaget gratis lektiehjælp i Matematikcenters lokale lektiecaféer, online på Webmatlive.dk eller på Webmatematik.dk? Så kan du tilmelde dig til et interview her.

    Som elev/kursist vil du komme til at deltage i et én-til-én-interview med Realize.

    Er du forælder?

    Har dit barn anvendt Matematikcenters lektiecafé, Webmatlive.dk eller Webmatematik.dk? Så kan du tilmelde dig til et interview her

    Som forælder deltager du i et fokusgruppeinterview foretaget af Realize. Interviewet bliver foretaget af 1-2 personer fra Realize, og der deltager 5- 7 personer pr. fokusgruppe. 

    Er du matematiklærer?

    Har du henvist dine elever til en af Matematikcenters lokale lektiecaféer eller til vores online lektiecafé, Webmatlive.dk? Eller har du anvendt Webmatematik.dk i undervisningen eller besøgt siden i anden forbindelse? Så kan du tilmelde dig et interview her 

    Som lærer deltager du i et fokusgruppeinterview foretaget af Realize. Interviewet bliver foretaget af 1-2 personer fra Realize, og der deltager 5- 7 personer pr. fokusgruppe. 

    Få en tur i biografen - Som tak for hjælpen modtager du en biografbillet!

    Har du yderligere spørgsmål, eller ønsker du at vide mere, så kan du sende os en mail.

     


    Gennemførelse af evalueringen er støttet af Teknologipagten.

  • Flere nye ansigter hos Matematikcenter

    Nyheder

    Matematikcenters kontor i København er vokset med flere nye ansigter 

    Matematikcenters kontor i København er vokset, da der er kommet flere nye ansigter til. Vi har ansat to nye medarbejdere: Projektleder Mette Sindet Hansen og studentermedhjælper Cecilie Olsen. De har været i gang i to uger, og de er kommet godt fra start. 

    Mette er ansat som projektleder, og skal varetage projektet "Mentorindsats til FGU-elever". Projektets formål er at udvikle en mentorordning, hvor de frivillige skal støtte og vejlede elever på Den Forberedende Grunduddannelse (FGU) i matematik. Målet med mentorindsatsen er, at eleven bliver klar til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller varetage et arbejde. Mettes rolle er at stå for den overordnede organisering og koordinering af projektet, heraf løbende arbejde med forankring af projektets indsatser. 

    Cecilie er ansat som studentermedhjælper til kommunikation og markedsføring. Cecilies primære rolle er, at varetage de forskellige kommunikationsindsatser henvendt Matematikcenters brugere og samarbejdspartnere.






  • Frivillig i online lektiecafé: Webmatlive.dk

    Ledige stillinger

    Til vores online lektiecafe – Webmatlive.dk – søger vi frivillige lektiehjælpere, der har lyst til at give glæden ved matematikken videre.

    Grundet nedlukningen og hjemmeskoling af landets elever, oplever vi et øget pres på vores digitale tilbud.

    Derfor har vi brug for flere frivillige, der har styr på matematikken, så vi kan tilbyde ekstra hjælp til lektier og den forestående eksamensforberedelse mandag-torsdag kl. 15.00-17.00.

    Vores frivillige matematikhjælpere udgør rygraden i vores arbejde. Alle vores frivillige har en stor begejstring for matematikfaget, som de deler med de unge. 

    Webmatlive.dk er Matematikcenters digitale lektiecafé. Som frivillig på Webmatlive.dk yder du lektie- og eksamenshjælp i ro og mag hjemme fra sofaen eller hjemmekontoret. Så har du styr på matematikken kan du blive en del af Matematikcenters fællesskab af online frivillige.

    Webmatlive holder normalt åbent hver mandag til torsdag kl. 15.00-17.00 samt tirsdag, onsdag og søndag aften kl. 19.30-21.30

    Hvad får du ud af at være frivillig hos Matematikcenter?

    • mulighed for at hjælpe og inspirere unge til at blive bedre til matematik
    • erfaring med at lære fra dig
    • holde dine matematiske kompetencer ved lige

    Hvad forventer vi af dig?

    • at du har bestået matematik på A-niveau eller tilsvarende
    • at du kan formidle matematik til børn og unge på en ligefrem og virkelighedsnær måde
    • at du kan tage én fast vagt om ugen
    • at du kan fremvise en ren børneattest
    • at du kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for egen tid

    Send en mail til os, hvis du er interesseret i at høre mere.

    Vi glæder os til at høre fra dig!

  • Udvidede åbningstider på Webmatlive.dk

    Nyheder

    Til trods for at mange af landets skoleelever er ved at være godt trætte af den digitale undervisning og længes tilbage/frem mod den almindelige hverdag, oplever vi fortsat en øget efterspørgsel på lektiehjælp i matematik - især på Webmatlive.dk, vores online lektiecafé.

    I løbet at de første 20 dage i 2021 var der 180 lektiehjælpssessioner på Webmatlive - til sammenligning var der 48 lektiehjælpssessioner i hele januar sidste år.

    Pga. den øgede efterspørgsel i den digitale lektiecafé, udvider vi nu åbningstiderne på Webmatlive.dk, for at kunne hjælpe så mange elever som muligt.

    Åbningstider på Webmatlive.dk

    Frem til vinterferien er der åbent på følgende tidspunkter:

    • mandag kl. 13-15
    • tirsdag kl. 13-17 og 19.30-21.30
    • onsdag kl. 13-15 og 19.30-21.30
    • torsdag kl. 13-15
    • søndag kl. 19.30-21.30. 

    For at få hjælp på Webmatlive.dk, skal du blot oprette en gratis profil her.

    Du kan også få hjælp på Matematikcenters digitale materialeplatform, Webmatematik.dk, som er bygget op med tekst, eksempler, forklarende figurer og videoer. På Webmatematik er der også et forum, hvor frivillige sidder klar til at svare på dine spørgsmål.

    Kontakt Matematikcenter hvis du ønsker mere information.

  • Studentermedhjælper til kommunikation og markedsføring

    Ledige stillinger

    Ny frist: 7. februar 2021

    Matematikcenter søger en studentermedhjælper 10-15 timer ugentligt til at varetage organisationens kommunikationsindsatser henvendt Matematikcenters brugere og samarbejdspartnere.

    Matematikcenter er en frivillig forening, der tilbyder gratis lektiehjælp i matematik til unge i lokale lektiecaféer og digitalt på Webmatematik.dk og Webmatlive.dk. Vi søger en studentermedhjælper, der skal være med til at sikre:

    • at vores målgruppe kender til vores tilbud om gratis lektiehjælp i matematik
    • at vi formidler vores indsatser og resultater eksternt og til vores samarbejdspartnere og sponsorer

    Det betyder at studentermedhjælperen skal:

    • Lave indhold til vores hjemmeside: matematikcenter.dk om vores indsatser, de frivillige og især de unge, der bruger os (tekst og video)
    • Lave opslag og sætte annoncer op på sociale medier
    • Tage på skolebesøg i samarbejde med vores frivilligkoordinator
    • Udsende nyhedsbreve, som formidler vores indsatser
    • Stå for at udsende pressemeddelelser

    Vi forventer derfor at du:

    • Er en dygtig formidler og formår at kommunikere skarpt på forskellige platforme og til forskellige målgrupper
    • Læser en relevant uddannelse
    • Er opsøgende, da du både skal booke samt lave interviews i lektiecaféer og over telefonen med frivillige og elever
    • Kan være til stede på kontoret i København SV to dage om ugen
    • Gerne har kendskab til redigering af hjemmesider (Umbraco) og til at udsende nyhedsbreve (Mailchimp)
    • Gerne har kendskab til optagelse og redigering af video
    • Gerne har kendskab til opsætning af annoncer på Facebook

    Interesseret?

    Send en kortfattet ansøgning og CV i én samlet fil til job@matematikcenter.dk hurtigst muligt og senest søndag den 7. februar 2021. Skriv ”Studentermedhjælper kommunikation” i emnefeltet.

    Har du spørgsmål vedrørende stillingen, så kontakt sekretariatsleder Bolette Møller Jensen på telefon 60129835 eller på mail.