Menu

Menu

Nyheder fra Matematikcenter

Tilbage til feed

Unge lærer matematik i julekalender

Nyheder

Det er vigtigt, at børn og unge også får den sjove side af matematik at se, mener Matematikcenter. Derfor laver frivilligorganisationen hvert år matematiske julekalendere på Facebook.

Julekalenderen skal vise, hvad matematik kan bruges til i virkeligheden. Noget som er afgørende for børn og unges læring og forståelse for faget.

undefined

Fibonacci-tal, Von Koch og differentialregning

”Udregn omkredsen af vores Von Kochs snefnug – og lav dit eget bagefter”, siger Julius og Amanda fra Matematikcenter i videoen på Facebook. Det er blot én af opgaverne, som børn og unge løser i Matematikcenters årlige julekalender. 3.500 personer har set julekalenderen indtil videre og responsen er positiv.

”Herlig måde at formidle anvendt matematik på”, skriver en af følgerne i en kommentar på Facebook.

Og det er lige præcis det julekalenderen fra Matematikcenter skal kunne.

undefined

Der er matematik i alt

Det er tredje år i træk, at Matematikcenter laver en matematikjulekalender for sine følgere på Facebook. Der er otte afsnit i alt, da julekalenderen følger Fibonacci-tallene indtil den 24. december. Hvordan det lige hænger sammen forklares i julekalenderens første afsnit.

I hverdagen hjælper Matematikcenter tusindvis af børn og unge med matematiklektierne i lektiecaféer og på hjemmesiden Webmatematik.dk. Men det er også vigtigt, at der kommer fokus på den anvendte matematik, hvis man skal gøre børn og unge bedre til matematik. Det fortæller sekretariatsleder i Matematikcenter, Kathrine Predstrup. 

”Julekalenderen er en sjov gimmick, som vi laver på Facebook her i december. Den er en del af vores matematikindsats #DerErMatematikiAlt, som vi kører hver uge på sociale medier. Her laver vi sjove udregninger på hverdagssituation. Det gør vi for at stille mere fokus på den anvendte matematik.”

Baggrunden for at lave en matematikjulekalender og #DerErMatematikiAlt stikker dog dybere end det. 

”Det er vigtigt for børn og unges forståelse for matematik, at de for det første bliver gjort bekendt med, hvorfor de overhovedet skal lære matematik. Dernæst er det vigtigt, at de ser eksempler på, hvordan den matematik, de lærer i skolen, kan anvendes i virkeligheden.”


Alle afsnit af Matematikcenters julekalender kan ses på Matematikcenters Facebookside.